Kommunal udstilling #2: FORVALTNING
“FORVALTNING” er en gruppeudstilling af værkstedsfællesskabet Kommunal Kunst og Teknik (KKT). Kommunal Kunst og Teknik er en forening for kunst og teknologi, et arbejdsfællesskab og en platform for kulturprojekter, som har til huse på tredje sal i Blågården.
Udstillingen FORVALTNING er dels en refleksion over Kommunal Kunst og Tekniks tætte forhold til den kommunale kulturforvaltning, samt forvaltning som metaforisk størrelse: at forvalte arbejdsliv, sociale forhold, pengeforhold, rettigheder, såvel som den personlige forvaltning af eget liv. I udstillingen eksperimenteres der med arbejdsliv og kontorlandskab, forveksling, udviskning og udveksling.
Lørdag den 12. kl 16.30-17.30 vil Vibe Overgaard og Hannibal Andersen vise to performances, der hver især behandler økonomiens ideologiske sprog. I “CSR u serious?” gendigter Hannibal Andersen en stor banks Corporate Social Responsibility-rapport, og I “ExNature” reflekterer Vibe Overgaard over det vestlige naturbegreb i forhold til produktionsprocessen.
Udstillingsstedet LOKALE på Griffenfeldsgade 27 er et kunstnerdrevet galleri, hvor både praksisser, positioner og generationer spreder sig i et varieret landskab.
De udstillende kunstnere er:
Maria Nadia Nielsen, Gustav Hoder, Naja Ankarfeldt, Edda Rós, Marie Boye Thomsen, William Reynish, Jacob Remin og Andreas Hjort Bundgaard
Fernisering torsdag d.10. kl 17-20
Udstillingen er åben fra torsdag den 11. september til lørdag den 19. september, 2020
kl. 13-18 onsdag – fredag. Lørdag den 12. fra 12-16.30 og lørdag den 19. fra 12-15.
Udstillingen foregår i LOKALE, Griffenfeldsgade 27, 2200 København N.
Date:
September 10, 2020